Af Nicolai Skovsgaard Tøfting og Sebastian Kjær. 17.12.2015

Der findes ikke mange klimabenægtere tilbage blandt klodens klimaforskere, og de fleste mener, at menneskeskabt CO2-udledning i et vist omfang bærer skylden for globale temperaturstigninger.

Danskerne er enige, for ifølge en undersøgelse fra 2013 ser størstedelen af danskerne klimaforandringer som en af fremtidens største udfordringer.

I jagten på en CO2-fri energiforsyning har skiftende danske regeringer i årtier satset på især vindenergi. I 2014 fik Danmark 39 procent af sin strøm fra vindmøller, og den grønne selvforståelse trives. Godt hjulpet på vej af mærkatet som klimaduks i udlandet.

Alligevel placerer vi os kun midt i feltet, når det kommer til CO2-udledning pr. indbygger, viser tal fra Verdensbanken.

Verdens samlede el-forbrug har altid været stigende og er det fortsat. Energilagkagen vokser. År for år. Det samme gør udledningen af CO2.

To tredjedele af verdens el-produktion kommer fortsat fra CO2-udledende fossile brændsler - stort set det samme som for 30 år siden. Andelen af kul og olie er faldet til fordel for naturgas, men da verdens energiforbrug er næsten tredoblet over de 30 år, er den samlede mængde af olie og gas, vi forbrænder, steget.

Også mængden af vindenergi er steget globalt og udgør i dag tre procent af el-produktionen på verdensplan.

Grafik over elproduktionen i 1984 og 2014. Se næmere på tallene eller find selv flere ved at klikke her. Kilde: The Shift Project Data Portal og US EIA Historical Statistics.

Ser man bort fra vandkraft, som ikke er muligt i eksempelvis Danmark, er den største CO2-fri bidragsyder til det globale el-marked atomkraft. Atomkraft udgør i dag 11 procent af produktionen. Andelen af atomkraft toppede i 1996 og har været faldende siden.

Atomkraften har igennem verdenshistorien bidraget med mere CO2-fri energi end vedvarende energikilder - og gør det fortsat i dag.

Hvis målet er at sænke udledningen af CO2, kan atomkraften være en løsning.

Men er det en forbudt løsning?

Ved at høre vores velkomst til "Den Forbudte Løsning?" får du et hurtigt indblik i, hvad fortællingen handler om, og hvorfor vi har lavet den.

Kapitel 1

Debatten rasede, da den danske befolkning i løbet af få år vendte sig fra at være fortalere for atomkraft til at sige “atomkraft? nej tak!”

Læs mere »

Kapitel 2

Siden Folketingets nej til atomkraft i 1985 har debatten om atomkraft været meget svær at få øje på i Danmark.

Læs mere »

Kapitel 3

Efter 30 år i glemmebogen, blæser der nye vinde for atomkraften i Danmark. To danske virksomheder drømmer om at udvikle en ny generation af atomkraftværker i Danmark.

Læs mere »