Protestkulturen der vendte folket mod atomkraft

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting og Sebastian Kjær. 17.12.2015

Solen står højt over København. Det er søndag 29. august 1978. Tre dage er gået. Tre hårde, men skelsættende dage. Tarjei kigger sig over skulderen, da han er på vej ned ad Valby Bakke. På vej ind mod det indre København. Bag ham kan han i skæret fra solen se en lang slange af mennesker, der roligt slænger sig ned ad den lange, lige vej. 20.000. Mindst. Bannere vajer i vinden, slagsange fødes impulsivt hist og her, og de mange mennesker skråler på livet løs. Det er overvældede, tænker han.

Tarjei har sammen med ligesindede samlet et hav af mennesker om én eneste sag. En sag, der fik menneskehorder til at møde op en kølig august-morgen ved Stevns Klint for at vandre 80 kilometer på tre dage. Og oveni det har man i Jylland samlet næsten lige så mange mennesker til en slentretur fra Gyllingnæs syd for Odder til Aarhus. Nu kulminerer det.

Mennesker støder til marchen ind gennem København. Fra vinduerne bliver menneskemængden hilst velkommen. Om få minutter vil Tarjei og resten af flokken ramme Christiansborg Slotsplads, hvor der i forvejen står tusindvis af mennesker og venter. Det er stort, tænker Tarjei. På samme tid er den jyske march ved at nærme sig Riisvangen Stadion i Aarhus, hvor de samme scenarier udspiller sig. Menneskemængder. Enorme menneskemængder. Alle sammen med et eneste mål – at råbe. ”Atomkraft? Nej tak!”

Da vi droppede atomkraft

I 1985 blev et kapitel i dansk politik, ja i dansk historie, afsluttet. Et beslutningsforslag fremsat af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Radikale Venstre blev vedtaget med et spinkelt flertal i Folketinget. Idéen om, at vi skulle have atomkraftværker i Danmark, blev sendt til tælling.

Forud herfor var gået 11 år med intens debat. Fronterne var skarpt optrukne. Foreningen Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) på den ene side og Reel Energi Oplysning (REO) på den anden side. Også på den politiske scene var der store uenigheder undervejs - både i det store billede, men også internt i partierne var atomkraft genstand for stridigheder.

“Jeg har aldrig oplevet lignende engagement om nogen sager. Det var helt fantastisk,” siger Henry Nielsen, som er teknologi- og videnskabshistoriker på Aarhus Universitet. Han bakkes op af Oluf Danielsen, som har skrevet en doktorafhandling på over 1000 sider om atomkraftdebatten fra 1974-1985.

“Det var en virkelig intens debat, som fyldte rigtig meget i både aviser, radio og tv,” siger Oluf Danielsen.

Debatten i 70’erne og 80’erne var heftig, og atomkraften havde meget svære vilkår. Men hvorfor fik atomkraften så svære vilkår? Hvordan kunne en græsrodsorganisation som OOA formå at vende en hel befolkning imod atomkraft? Var det overhovedet atomkraft, som folket vendte sig imod, eller var der andre aspekter, som spillede ind?

Det startede med Niels Bohr

Idéen om atomkraft i Danmark opstod helt tilbage i 1950’erne. Med den verdenskendte danske fyisker, Niels Bohr, i spidsen blev Atomenergikommisionen oprettet i Danmark med henblik på at “fremme atomenergiens fredelige udnyttelse til samfundets tarv.” Atomenergikommisionen oprettede i 1955 Atomenergikommisionens Forsøgscenter Risø - i dag DTU Risø - hvor man i de kommende mange år forsøgte at finde frem til en måde at udnytte atomenergien på fredelig vis i Danmark. Den drøm skulle dog efter ihærdige forsøg vise sig aldrig at blive opfyldt.

Efter to mislykkede forsøg på at etablere atomkraft i Danmark op gennem 50’erne og 60’erne, påbegyndte man i 1971 igen arbejdet på etablering af atomkraft i Danmark. Den jysk-fynske elværkssammenslutning Elsam indbød Risø-folkene til et samarbejde. Og da oliekrisen så dagens lys i 1973, gik det pludselig meget stærkt. Alle hjul blev sat i sving, og 17. januar 1974 blev et forslag om at revidere den eksisterende Atomanlægslov lagt frem i Folketinget - en revidering, som helt grundlæggende ville betyde, at undervisningsministeren, som havde Atomenergikommisionen under sin paraply, med sin blotte underskrift kunne igangsætte byggeriet af et atomkraftværk. Indtil da havde der endnu ikke været nogen synderlig debat i offentligheden, men få uger senere skete der dog noget, som blev afgørende for debatten om atomkraft i Danmark. Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) blev stiftet.

OOA kom på banen

Vi møder Tarjei Haaland på Greenpeace-kontoret på Amager. Han er i dag 72 år gammel - men pension er ikke noget, han sådan lige går og spekulerer på. Han arbejder stadig som klima- og energimedarbejder hos miljøorganisationen og forsøger at påvirke magthaverne i en retning, som, han mener, er den rigtige - det er simpelthen blevet en del af hans identitet.

Identiteten blev stille og roligt bygget op, da han deltog i marcher mod atomvåben i 1960’erne. Aktivisten spirede i ham allerede dengang - og den foreløbige kulmination indtraf 31. januar 1974, da han sammen med en lille flok mennesker stiftede OOA.

“Man kan jo ikke vide det med sikkerhed, men hvis ikke vi var kommet på banen, så tror jeg, vi ville have atomkraft i Danmark i dag. Det var simpelthen så tæt på nogle gange. Men der skete en meget stor folkelig bevægelse, og OOA var drivkraften i det,” lyder det fra Tarjei Haaland, da vi har taget plads i et stort lokale, som udgør et sporadisk Greenpeace-depot. Alle mulige farvestrålende effekter står stablet op langs væggene. Effekter, som tydeligvis er brugt i forbindelse med demonstrationer i årenes løb.

Tarjeis passion for atomkraftdebatten er tydelig. I hvert fald skal han ikke have mange tilskyndelser, før han begynder at vælte ud med historier om, hvordan han sammen med sine ligesindede i 1970’erne og 1980’erne formåede at vende folkestemningen i forhold til atomkraft på hovedet - for det var, hvad de var med til at gøre.

Da Gallup i 1974 lavede den første meningsmåling om, hvorvidt Danmark skulle begive sig ud i et atomkraft-eventyr, var svaret klart. 67 procent af danskerne var klar til at acceptere et atomkraftværk på dansk grund.

“Men så startede vi stille og roligt op. I 1973 udkom en rapport, hvori et placeringsudvalg havde undersøgt 50 lokaliteter i Jylland og på Fyn som potentielle steder til opførelse af atomkraftværker. Det var jo en ren foræring for os, for så var der jo straks lokalgrupper oppe at køre rundt omkring i landet. Det ville de sgu ikke finde sig i,” siger han.

Der blev i årene omkring 1973-1975 lavet flere pladsundersøgelser. Én af dem blev lavet af Elsam, som foreslog 45 oplagte placeringer til atomkraftværker. I 1980 foretog man en række arealreservationer til fremtidige atomrakftværker - valgt faldt på de 15 pladser her.

OOA voksede sig hurtigt til en stor organisation. Da det første landsmøde blev afholdt 10. marts 1974, havde man allerede 20 lokalafdelinger rundt omkring i landet. På landsmødet strikkede man en udtalelse sammen, som skulle sørge for, at beslutningen om, hvorvidt vi skulle bygge atomkraftværker i Danmark, skulle udskydes i tre år. Udtalelsen blev bragt i den første udgave af OOA’s tidsskrift “Atomkraft?” i april. Beslutningen om udskydelse blev taget, da Venstres Handelsminister Poul Nyboe Andersen udtalte følgende; ”Der vil ikke blive bygget noget atomkraftværk i Danmark, uden at Folketinget først har taget beslutning.” Og så var debatten ellers født.

Modpolen til OOA

Atomkrafttilhængerne havde i de første par år ikke samlet sig på samme måde, som modstanderne havde gjort det i OOA. Det var først, da det i 1976 viste sig, at folkestemningen på bare to år havde vendt sig 180 grader. Gallups meningsmålinger viste, at 45 procent af befolkningen ville svare nej til opførelse af atomkraftværker i Danmark. Kun 20 procent ville stemme for.

I Risø sad mange af tidens atomkrafttilhængere, og de besluttede sig for, at det var på tide at oprette en organiseret modpol til OOA, fordi man mente, at de fremførte fejlagtig information om atomkraft. De stiftede “Reel Energi Oplysning”, som havde til formål at informere befolkningen om atomkraft og arbejde for indførelse af atomkraft i Danmark. Senere samme år blev Holger Skjerning indlemmet i forsamlingen. Han er i dag pensionist og har rundet de 76 somre. Men han har ikke opgivet tanken om at få kernekraft i Danmark. Derfor arbejder han stadig på at få en debat op at stå og fungerer i dag som næstformand i REO.

“Dengang var vi af den overbevisning, at det var helt skævt, at vi ikke skulle beskæftige os med kernekraft overhovedet i Niels Bohrs fædreland. Samtidig herskede en dyb forargelse over den måde, debatten kørte på og havde kørt på, indtil REO blev stiftet i 1976,” lyder det fra Holger Skjerning, da vi har taget plads rundt om køkkenbordet i residensen i Slangerup på Sjælland.

Debatten vokser sig større

I 1976 udskød den siddende regering med Socialdemokratiets Anker Jørgensen i spidsen endnu engang beslutningen om indførelse af atomkraft i Danmark på ubestemt tid.

“De næste ni år frem til den endelige beslutning i 1985 blev meget usikre for atomkraften. Ingen vidste rigtig, hvordan det ville ende, og begge lejre forsøgte ihærdigt at påvirke politikerne og det danske folk i den retning, de mente, var den rigtige,” lyder det fra teknologi- og videnskabshistoriker Henry Nielsen.

I OOA arbejdede man på flere forskellige måder, husker Tarjei Haaland.

“Det var en stor blanding af lobbyarbejde og informationsarbejde. I starten gik næsten alle partier jo ind for atomkraft. Så det handlede om at få modstanden mod atomkraft til at brede sig blandt politikerne. Af og til måtte vi gøre os selv mere synlige, og så arrangerede vi store demonstrationer med musik og alt sådan noget. Og så lavede vi jo marcher, som fik rigtig stor opbakning,” siger Tarjei Haaland.

Det altoverskyggende for OOA var, at de fik en meget stor folkelig opbakning undervejs i debatten. Mange kendte mennesker sluttede sig til dem, og musikere skrev sange, som blev landeplager. Og det var en helt bevidst strategi for OOA at få kendisserne med ombord.

“Vi allierede os med en gruppe fremtrædende kendte personligheder, som ikke var med til at beslutte ting i OOA, men optrådte som en slags støttekomité, hvor der til sidst var en lang række af kendte mennesker. Mennesker, som danskerne kendte i forvejen, som kunne være backup til de halvstuderede røvere, vi andre var,” siger Tarjei Haaland med et smil på læben som henvisning til, at han aldrig selv blev færdig med den geologi-uddannelse, han startede på efter sin tid i gymnasiet.

Den folkelige opbakning blev synliggjort på flere måder. Det, som de fleste husker, er solmærket med skriften “Atomkraft? Nej tak”, som man stadig den dag i dag kan støde ind i rundt omkring.

“Der var så mange danskere, der klistrede solmærket på bilen. Hvis du kom kørende ind mod København, ville du møde dem hele tiden – mens det var vildest. Og det var jo også en slags mobilisering, at alle havde de her mærker på bilerne. Det blev et kæmpe brand for OOA, og det gav et billede af, at OOA var meget skarpe til at mobilisere folk,” siger Oluf Danielsen.

Fremtrædende musikere var en del af nej-sidens virkemidler. Især Jomfru Ane Bands sang "Plutonium" blev en ørehænger. Her kan du høre et udsnit af sangene fra pladen "Atomkraft - Nej Tak", som udkom i 1976:

I august 1978 havde OOA arrangeret to marcher, som skulle foregå på samme tid. Den ene gik fra Stevns til København. Den anden fra Gyllingnæs til Aarhus. De to startbyer var på det tidspunkt de mest oplagte placeringer til atomkraftværker, og det fik OOA op af stolene.

“Det var et kæmpestort arbejde at planlægge. Vi skulle sørge for lokummer, bespisning, overnatning til deltagere og alt sådan noget. Det var et logistisk ragnarok, og det tog os hele sommeren at planlægge. Men det gik fantastisk. Det var en virkelig fed oplevelse, og der var så god stemning hele vejen. Og så kulminerede det jo med, at vi var omkring 30.000 på Christiansborg Slotsplads og 20.000 i Aarhus, som demonstrerede imod atomkraft. Det er sådan noget, man aldrig glemmer,” lyder det fra Tarjei Haaland.

Politisk lobbyarbejde var afgørende

Det politiske arbejde var også en stor del af OOA’s arbejde med at få droppet tanken om atomkraft i Danmark. I 1972 havde Danmark stemt om deltagelse i EF (EU), og det blev specielt for Socialdemokratiet en blodig affære, fordi partiet var meget splittet. Og netop det faktum forsøgte OOA at udnytte, fordi de anså det som meget afgørende at få vendt Socialdemokratiet imod atomkraft.

“Rent strategisk var det perfekt for os. Vi appellerede til, at spørgsmålet om atomkraft ville gå hen og blive en ny splittelsessag for Socialdemokratiet. Og de var jo rædselsslagne for, at de skulle opleve en ny splittelse. Så vi hev fat i nogle udvalgte personer i partiet, som vi holdt hemmelige møder med. Og det virkede,” siger Tarjei Haaland.

En af de personer fra Socialdemokratiet var Birte Weiss. Hun blev første gang valgt ind i Folketinget i 1971, røg så lidt ind og ud af Folketinget, men endte med at blive en fremtrædende personlighed i Socialdemokratiet frem til 2001. I dag er hun ikke længere i politik, men i 70’erne og 80’erne blev hun en vigtig skikkelse i bestræbelserne på at vende Socialdemokratiet imod atomkraft.

“Der var absolut ikke nogen i Socialdemokratiet, som var interesserede i, at der skulle flere dybdegående uenigheder i partiet op til overfladen i de år. Det var en meget spændende og sjov tid. Men det var et meget stort arbejde at være med til at vende Socialdemokratiet. Det var jo en supertanker, der skulle vendes, men efterhånden som årene gik, blev det nemmere og nemmere. Men til at starte med blev man bestemt ikke populær i sin folketingsgruppe ved at fremføre argumenter om, at man var imod atomkraft.” siger Birte Weiss og fortæller om samarbejdet med OOA.

“Det var rigtig positivt. Det byggede i vid udstrækning på, at vi hver især havde tillid til hinanden og ikke misbrugte hinanden. Vi mødtes ofte, og jeg snakkede ofte i telefon med Tarjei Haaland og de andre om nye argumenter og indfaldsvinkler, som vi skulle gøre folk opmærksomme på. Det var et meget frugtbart arbejde,” siger hun.

Tidligere lektor i historie på Aarhus Universitet Søren Hein Rasmussen har beskæftiget sig med græsrodsorganisationer og har et godt kendskab til atomkraftdebatten og dens deltagere. Netop lobbyarbejdet er en af de ting, han fremhæver som OOA’s stærkeste våben.

“OOA var rigtig dygtige til at lave lobbyarbejde og havde hemmelige kontakter i flere af partierne. Birte Weiss fra Socialdemokratiet blev en meget vigtig skikkelse for OOA’s kamp, og hun var deres kile direkte ind i Socialdemokratiets folketingsgruppe,” siger Søren Hein Rasmussen.

Til sidst endte det med, at politikerne i Socialdemokratiet blev enige om at være imod atomkraft.

“Rent politisk var det helt og aldeles afgørende, at Socialdemokratiet svingede over på nej-siden. Socialdemokratiet var så stort og afgørende et parti, at hvis ikke de var svinget over, så var det ikke blevet til et nej,” vurderer Oluf Danielsen og bakkes op af Birte Weiss.

“Det var helt afgørende for, at vi i sidste ende kunne sige nej til atomkraft i Danmark,” siger hun.

REO manglede folkeligheden

På den anden side af OOA stod REO, som ikke havde den samme folkelige opbakning. Men de forsøgte af og til at appellere til den brede befolkning. Og de forsøgte sig på lidt samme måde, som OOA havde haft succes med. Blandt andet med produktion af pjecer og en avis, der udkom løbende med forskellige emner om energi. Derudover var man ligesom OOA en fast bestanddel af debatsiderne i de store aviser, i radioerne og på de danske tv-skærme. Desuden forsøgte de sig med et badge, som skulle modsvare OOA’s solmærke.

REO havde på et tidspunkt 10 lokalafdelinger og 2000 medlemmer rundt omkring i landet, og selvom de havde svært ved at trænge igennem lydmuren til befolkningen, så var gåpåmodet ikke til at tage fejl af.

“Det største problem var næsten at holde styr på alle dem, der kom med ude i lokalafdelingerne, for de var nærmest mere entusiastiske end os, der sad i hovedafdelingen. Så de kunne hurtigt få lavet nogle pjecer med nogle måske lidt for hurtige argumenter - men hold kæft, det var tider, der skete virkelig noget. Det er sjovt at tænke tilbage på,” lyder det med et drømmende blik i øjnene fra Holger Skjerning, mens han sidder bag køkkenbordet og skuer ud af vinduet fra toppen af bakken i Slangerup.

REO-folkene rejste, ligesom OOA og rigtig mange andre af datidens debattører, land og rige rundt for at fortælle om deres syn på sagen. Men gennemslagskraften kom aldrig på niveau med det, OOA kunne mønstre - og det var den helt store forskel på de to organisationer.

“REO var bare ikke særlige gode til at være aktivister. De var meget saglige, og det var jo sådan set også fint nok. Men det appellerede ikke til befolkningen. De var enormt saglige, men det var en holdningsdiskussion og en følelsesdiskussion, og det var REO for sene til at finde ud af,” lyder vurderingen fra Oluf Danielsen. Han bakkes op af den tidligere lektor i historie på Aarhus Universitet, Søren Hein Rasmussen.

“REO havde det problem, at de talte for det etablerede Danmark, som havde meget svært ved at finde en stemme i det protestklima, der var dengang. De blev bombarderet med spørgsmål om problemerne ved atomkraft og skulle hele tiden komme med gode svar. Så de var i defensiven hele tiden. De stod for professorvældet,” siger historiker Søren Hein Rasmussen og bakkes op af Holger Skjerning.

“Det er nemmere at føre en kampagne imod noget og skyde løs med alle mulige spørgsmål. Så vi kom absolut i defensiven meget af tiden,” siger han.

På den anden side var OOA gode til mobilisere folkemængderne - og det blev afgørende for, hvordan folkestemningen var, da man i 1985 lagde låg på atomkraften.

“OOA var meget dygtige til at lave aktioner og gøre opmærksom på risiciene ved atomkraft. De lavede kæmpe demonstrationer og arrangerede store koncertarrangementer osv. De fik pisket en helt vild stemning op i befolkningen, og det kunne REO ikke finde ud af. Jeg har læst alle REO’s og OOA’s publikationer. Det er to meget forskellige universer,” siger Oluf Danielsen.

OOA blev undervejs hjulpet godt på vej af, at der skete et uheld på Three Mile Island-atomkraftværket i Harrisburg, USA i 1979. Uheldet blev ikke af voldsom karakter, og ingen mennesker blev helbredsmæssigt påvirket af det - men det blev et symbol på, at det kunne gå galt, og det var vand på modstandernes mølle. Få dage efter uheldet i USA, fik OOA stablet en demonstration på benene, hvor 20.000 mennesker mødte op på Rådhuspladsen i København, og så lykkedes det dem på fem uger at indsamle hele 312.000 underskrifter, som skulle få lukket et af modstandernes andre store symboler i kampen mod atomkraft - Barsebäck-værket på den anden side af Øresund.

“Vi var nok bedre til at være folkelige. Absolut. Men REO var også virkelig dygtige til det, de mente, var det rigtige. Men vi havde jo forskellige holdninger og valgte at angribe tingene fra forskellige vinkler. De lagde vægt på, at sandsynligheden for et atomkraftuheld var meget lille, og vi lagde vægt på, at konsekvenserne kunne blive meget alvorlige, og det er en af de helt fundamentale forskelle på REO’s argumentation og vores argumentation,” siger Tarjei Haaland.

Den dag i dag fortryder Holger Skjerning ikke, at han og REO ikke spillede mere på følelserne.

“Nogle mener, at det var en stor fejl, men vi har aldrig kunnet lide det. Vi havde jo også nogle lokalgrupper, som var lidt for fikse med argumentationerne - men vi mente, det var under lavmålet. Sådan ville vi ikke dokumentere. Men det var vores modstandere jo ikke bange for,” siger han.

En protestkultur blev afgørende

Danskerne endte efter flere års kappestrid med at vende sig imod atomkraften, og det var en af årsagerne til, at Folketinget i 1985 droppede tanken om atomkraft i Danmark. Men hvorfor endte danskerne med at være så meget imod atomkraft? Hvis man spørger aktørerne fra dengang, debatten rasede på sit højeste, er der en ting, der går igen hos dem alle sammen.

“Du skal regne med, at atomkraftdebatten startede bare seks år efter 68-oprøret. Der er helt klart en kobling. Hvis man ser på, hvad de to kampagner indeholdt, så var der en masse ting, der gik igen. Det var oprøret mod de hvide kitler. Professorerne, som på en måde mente, at de havde monopol på sandheden. Eksperterne var en stor del af debatten - specielt eksperterne fra Risø,” siger Oluf Danielsen og bliver bakket op af historiker Søren Hein Rasmussen.

“Debatten opstod på et tidspunkt, hvor protestbevægelse og protestkultur var oppe i tiden. De var en del af den protestkultur, som fandtes dengang, og det var OOA rigtig dygtige til. Samtidig var vi lige kommet forbi folkeafstemningen om EF, som havde splittet befolkningen og politikerne. Den debat ladede rigtig mange mennesker med en forhåndsskepsis over for politikere. Folk tænkte, at der nok var noget forkert ved det, hvis politikerne sagde noget. Det lå i den tid. Man var vilde med at protestere. Så der var en stor mistillidskultur i befolkningen,” siger han.

Omdrejningspunktet for indførelse af atomkraft i Danmark var dengang folkene på Risø. Det var dem, der lå inde med den viden, der skulle til for at bygge et atomkraftværk, og det var også herfra, REO udsprang.

Når Holger Skjerning i dag sidder og tænker tilbage, er han også overbevist om, at tidens ånd havde noget med modstanden at gøre.

“Hvis man er venstreorienteret, er man imod store enheder og imod kapitalen. Og der kom atomkraften altså med i den række. Atomkraftværker er store enheder, så er man politisk imod store enheder, er det jo et argument,” siger Holger Skjerning.

Tarjei Haaland var en af hovedkræfterne i maskinrummet hos OOA, og han er heller ikke sen til at bringe 68-tankegangen på bane som en af de ting, der virkelig fik sat skub i modstanden mod atomkraft.

“Vi brugte jo den der antiautoritære bølge meget aktivt. Vi gjorde den meget konkret og sagde, at her er nogle eksempler på Risø-folk, der anbefaler atomkraft, men de tør ikke sige, hvor store konsekvenserne kan være ved det. REO-folkene og Risø-folkene forstod ikke i tide, at det var en dårlig strategi at være hvidkitlet. De fremstillede sig selv som eksperter hele tiden. Og det var taktisk uklogt i den tid, vi levede i,” siger Tarjei Haaland.

Eksperterne på Risø og i REO vidste rigtig meget om atomkraft, og her havde man den holdning, at modstanderne rigtig ofte fremførte forkerte og overdrevne påstande om atomkraft, som skulle sørge for at overbevise hr. og fru Danmark om, at atomkraft ikke var noget, vi skulle have. Netop uvidenhed, mente man i REO, var det helt store problem.

“Man gik vel ind i OOA, fordi man var bange for atomkraft, og jeg mener, at de fleste havde en politisk indgang til tingene. De tænkte ikke så meget over det positive ved atomkraft, men valgte at fokusere på de negative ting. For at sige det mildt, så tror jeg ikke, de vidste særlig meget om atomkraft,” siger Holger Skjerning.

Tarjei Haaland gik i tidernes morgen ind i projektet omkring OOA, fordi han via sin delvist færdige geologiuddannelse havde oparbejdet en interesse for det radioaktive atomaffald. Han følte sig provokeret over, at man ikke havde nogen løsning på problemet med affald, og det var der, han brugte sin ekspertise i kampen mod atomkraft. Men udlægningen om manglende viden om atomkraft blandt den brede del af modstanderne, kan han godt tilslutte sig delvist.

“Da jeg startede med at deltage i debatten om atombomber i 1960’erne, sad jeg jo heller ikke og læste rapporter. Jeg var aktivist og rendte rundt og satte plakater op. Sådan var der også mange, der startede i OOA, og så blev de med tiden grebet af det og satte sig ind i sagerne. Men som udgangspunkt vidste folk ikke nødvendigvis særlig meget om atomkraft. Men der var pludselig noget, som var spændende og folkeligt. Mange tænkte, at her måtte der være noget, der var vigtigt, siden så mange mennesker rendte rundt på gaden og sang,” lyder det fra Tarjei Haaland.

Oluf Danielsen, som har gravet sig igennem massevis af publikationer omkring atomkraft i 70’erne og 80’erne, kan også godt tilslutte sig den udlægning.

“Jeg tror ikke, at folk generelt set vidste, hvad de sagde nej til. De har vidst det på overskriftsform. Det var i højere grad et spørgsmål om den tid, vi levede i. Hvis man læste filosofi, havde man jo ikke en skid forstand på fysik, men man kunne jo godt være en del af ungdomsoprøret og synes, at det var skide fedt med rockmusik og alt det der – og sådan var det jo. Da debatten blev nogle år gammel, spillede de naturvidenskabelige argumenter egentlig ikke så stor en rolle længere. Det var OOA’s evne til at mobilisere store folkemængder, der betød noget,” siger Oluf Danielsen.

29. marts kulminerede 11 års debat. Fire af partierne i Folketinget havde sat sig ned og udformet et beslutningsforslag, som endegyldigt skulle gøre det af med idéen om atomkraft i Danmark. Beslutningsforslaget blev vedtaget, og siden den dag har man ikke forsøgt at ændre på det.

“Nogle af os havde taget plads i folketingssalen, og da afstemningen var overstået, sad vi og jublede derinde. Det må man vist ikke, men flere af politikerne syntes vist, det var meget sjovt,” lyder det med et smil fra Tarjei Haaland, som dermed kunne sætte punktum for 11 års hårdt slid mod atomkraften.

“Det var en stor sejr for os,” siger han.

I den anden lejr var glæden knap så stor.

“Vi har haft så mange nederlag i løbet af årene, og det her var, sammen med lukningen af Barsebäck, nok det største nederlag,” siger Holger Skjerning.

Tiden var ikke til det

Det danske nej til atomkraft blev en realitet som sum af rigtig mange parametre. Men et af de mere markante var den folkelige modstand, som voksede sig rigtig stor i løbet af de 11 år, debatten stod på.

Det helt grundlæggende i den folkelige modstand var, at atomkraften blev fremført på et - for atomkraften - uheldigt tidspunkt. Tidens ånd blev afgørende. Folket ville protestere - og så var det måske lidt ligegyldigt, hvad de kunne protestere imod - bare de kunne få lov at protestere.

“Der findes nogle sjove referater fra de første møder i det, der endte med at blive OOA, hvor de sidder og diskuterer, om de ikke kan finde et eller andet at lave en protestbevægelse imod, fordi de trænger til at lave en ny protestbevægelse. Der er en, der foreslår, om ikke de kan lave noget imod “det der EDB, som vist nok skulle blive meget farligt på et tidspunkt”. Men det endte jo så med at blive atomkraft,” siger historiker Søren Hein Rasmussen.

Atomkraften havde altså svære vilkår i 1970’erne og 1980’erne. Den sidste meningsmåling, før man besluttede at droppe atomkraften, blev offentliggjort 28. juli 1984 under navnet “Atomkraft? Nej tak” - Gallup brugte atomkraftmodstandernes eget motto til at skære ud i pap, at befolkningen var imod atomkraft. 57 procent ville stemme imod ved en folkeafstemning - kun 31 procent ville stemme for.

Modstanden blev tydeliggjort mange gange igennem de 11 år. Mest markant står de to kæmpestore marcher i 1978, hvor omkring 50.000 mennesker var på gader og stræder for at ytre deres mening om atomkraft. Den weekend i 1978 blev en milepæl i atomkraftdebatten og synliggjorde, hvilken tid atomkraften blev forsøgt indført i - en tid, hvor folkestemningen var krystalklar. Atomkraft? Nej tak.

Kapitel 1 er slut. Hvis du kunne lide det, må du meget gerne dele det.

Her kommer du videre til Kapitel 2.

Du kan også gennnemgå den interaktive tidslinie herunder, inden du fortsætter