Atomkraften forsvandt fra debatten

Af Nicolai Skovsgaard Tøfting og Sebastian Kjær. 17.12.2015

Da Folketingets hammer var faldet, lignede det et nådestød til atomkraften i Danmark.

Året efter den danske afgørelse, havarerede atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine. Alle lande i Europa holdt vejret og håbede, at vinden ville blæse det radioaktive udslip i en anden retning end deres. Atomkraftmodstandernes profeti syntes at være gået i opfyldelse: atomkraftværker er en ulykke, der bare venter på at ske. Alt imens kunne danske politikere bekræfte sig selv i, at aflysningen af dansk atomkraft havde været den rigtige beslutning.

Siden dengang har debatten om atomkraft i Danmark været forsvindende lille. Nogle af de eneste, som ikke opgav tanken om dansk atomkraft, var REO, som fortsatte kampen efter 1985.

“Vi blev jo nok betegnet som værende stædige, halvgamle idioter, fordi vi gad blive ved. Men alle os, der interesserede os for det blev ved - for sådan en beslutning kan jo omgøres. Sagen er jo ikke tabt på grund af en afstemning i Folketinget,” siger Holger Skjerning, der er næstformand i REO i dag.

Ikke desto mindre svandt REO stille og roligt ind.

“Det var ikke fordi, vores entusiasme faldt. Men det gik den gale vej på den måde, at alle lokalgrupper faldt stille og roligt fra, så vi endte med kun at have én landsdækkende gruppe,” siger husker Holger Skjerning.

Da REO var på sit højeste, havde man omtrent 2000 medlemmer - i dag er kun 269 tilbage.

I OOA faldt aktiviteten også. Man fortsatte dog arbejdet med at få lukket Barsebäck-værket på den anden side af Øresund, og da det blev besluttet at lukke det i 1999, valgte de tilbageværende OOA-folk i 2000, at tiden var inde til at lukke OOA.

Tarjei Haaland forlod allerede OOA i 1987 - i 1992 blev han ansat i Greenpeace, hvor han fortsat arbejder med at fremme vedvarende energikilder og bekæmpe fossile brændstoffer.

Politisk selvmord

Op gennem 90’erne holdt partier, der tidligere havde været tilhængere af atomkraft, op med at advokere for atomkraft, som efterhånden gled i glemmebogen i dansk politik og har udviklet sig til at være et decideret politisk tabu.

Det fik venstres daværende energiordfører Peter Hansen-Nord at føle, da han 25. maj 2001 på forsiden af Berlingske Tidende erklærede, at han var tilhænger af dansk atomkraft. I artiklen forklarede han, at atomkraft var nødvendig, hvis man skulle opnå forsyningssikkerhed og indfri Kyoto-protokollens CO2-mål.

Søren Toft var fra 1999 til 2006 sekretariatschef i Politisk Økonomisk Sekretariat hos Venstre, hvor han havde ansvaret for strategisk kommunikation, og da han læste Peter Hansen-Nords udtalelse i avisen den fredag morgen, fik han morgenkaffen grundigt galt i halsen.

“For det første var det ikke i overensstemmelse med partiets politik. For det andet var det en udmelding på et kontroversielt område, hvor man potentielt ville miste rigtig mange vælgere. Derfor var det ekstra vigtigt at handle hurtigt og få partitoppens, inklusiv Anders Foghs, stillingtagen til sagen,” siger Søren Toft, der i dag driver kommunikationsvirksomheden Toft Kommunikation.

Partiets politiske ordfører Ulla Tørnæs var kort efter i medierne for at tage afstand til Peter Hansen-Nords udtalelse og forklare, at det på ingen måde var Venstres politik.

Dagen efter, 26. maj, valgte Peter Hansen-Nord at trække sig fra energiordførerskabet på grund af udtalelsen - hvilket blev tolket som en fyring i medierne. Han blev ikke genvalgt til Folketinget, da der var valg i november samme år.

I de syv år Søren Toft arbejdede i Venstre, forestillede han sig aldrig, at atomkraft ville blive bragt på banen.

“Det ville næsten være politisk selvmord. Der var ingen i Venstre, der arbejdede på det i det åbne, så vidt jeg husker. Heller ingen af de andre partier kunne finde på det - i dag er det måske lige med Liberal Alliance som undtagelse. Det er simpelthen et stort politisk tabu,” mener Søren Toft, som stadig arbejder med strategisk kommunikation - nu i sin egen virksomhed.

Netop Liberal Alliance har for nyligt ytret sig om atomkraft. I samarbejde med REO inviterede partiets energi- og klimaordfører Villum Christensen til høring om atomkraft i Landstingssalen på Christiansborg - men han er godt klar over, at emnet er svært.

“Atomkraft er meget politisk tabuiseret herhjemme. Det er noget, der skiller vandene. Mange går baglæns, bare de hører ordet. Men jeg fornemmer, at der er ved at ske et skred. Og jeg håber, at høringen kan være med til at vise os, at tiden ikke står stille udenfor, selvom den måske gør det herinde på Christiansborg,” siger Villum Christensen.

I de andre politiske partiers energi- og klimapolitikker, er det svært at finde partiernes holdning til atomkraft. Kun hos SF og Dansk Folkeparti indgår ordet “atomkraft” - med et efterfølgende “nej tak”. I stedet fylder vedvarende energi meget, som siden 1990 er blevet en større og større del af den danske energiforsyning.

I 2010 meldte Dansk Folkeparti ellers ud, at de var åbne for en diskussion om atomkraft - men har siden skiftet holdning.

Søren Toft mener, at politiske tabuiseringer opstår over længere tid.

“Jeg vil tro, at de politiske partier stille og roligt har fundet ud af, at det er et meget upopulært emne. Der ville ganske enkelt ikke være noget at vinde på at fremføre det. Typisk sker der det, at man har et synspunkt, og så finder man gradvist ud af, at vælgerne har meget stærke holdninger til det. Og hvis man så bliver ved med at fremføre det, vil det gradvist gå ud over vælgertilslutningen,” siger Søren Toft.

Verden er splittet

Globalt set steg mængden af atomkraft samlet set år for år indtil 2006, men i vesten satte Tjernobyl-ulykken i 1986 en dæmper på opførelsen af nye atomkraftværker.

Kilde: Verdensbanken.

Da det i 2002 blev besluttet at opføre et nyt atomkraftværk i Finland, var det første gang i den vestlige verden siden Tjernobyl-katastrofen.

Frem mod 2010 oplevede atomkraften en lille renæssance i vesten. USA udbyggede for første gang i 30 år deres atomkraftværker, og Sverige overvejede også at bygge nye reaktorer. Men da Fukushima-kraftværket i Japan nedsmeltede i 2011, var skepsissen tilbage med fornyet styrke.

Efter nedsmeltningen besluttede man i Frankrig, at man ikke vil øge sin kapacitet, mens Tyskland frem mod 2022 vil afvikle alle sine atomkraftværker.

Omvendt bygges der i Asien og Østeuropa fortsat atomkraftværker, og særligt Kina og Rusland planlægger at anlægge mange reaktorer.

Kilde: European Nuclear Society

Samtidig slog FN’s klimapanel IPCC i sin femte rapport i 2014 fast, at atomkraft er en nødvendighed, hvis man vil begrænse udledningen af CO2.

Man kan roligt sige, at verden er i tvivl, når det kommer til spørgsmålet om atomkraft.

I Danmark er der siden 1985 ikke blevet snakket meget om atomkraft på den politiske scene - formentlig fordi partierne ikke mener, der er noget at vinde ved det. I hvert fald ikke før Liberal Alliance for nylig åbnede munden og i samarbejde med REO inviterede til høring om atomkraft på Christiansborg - anledningen var, at to danske virksomheder er begyndt at udvikle atomreaktor-koncepter på dansk grund.

Kapitel 2 er slut. Hvis du kunne lide det, må du meget gerne dele det.

Her kommer du videre til Kapitel 3

.